I perioden, fra den mindreårige har indgivet ansøgning om opholdstilladelse, til opholdstilladelsen er givet, har den mindreårige processuelt ophold. Den mindreårige er dermed omfattet af serviceloven.
Hvis den uledsagede mindreårige er indkvarteret i Udlændingestyrelsens indkvarteringssystem, f.eks. på et børnecenter, finder særlige regler i udlændingeloven anvendelse for bl.a. iværksættelse af anbringelser. Reglerne herom findes i udlændingelovens kapitel 9 b.
Efter udlændingelovens § 62 l kan børn og unge-udvalget i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, træffe afgørelse om, at et uledsaget barn, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, og som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, skal anbringes uden for indkvarteringsstedet på et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, i serviceloven.
Bestemmelserne i udlændingelovens §§ 62 m - 62 o indeholder de nærmere betingelser for anbringelse på de forskellige typer af døgninstitutioner.
Der kan kun træffes afgørelse om anbringelse, når der er begrundet formodning om, at barnets problemer ikke kan løses under barnets fortsatte ophold på indkvarteringsstedet.
Udlændingestyrelsen afholder udgifterne til anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge, som er under Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, jf. udlændingelovens § 62 l, stk. 5. Bestemmelsen i stk. 5 indebærer, at Udlændingestyrelsen som udgangspunkt vil have en ubetinget betalingspligt. Udlændingestyrelsen vil alene kunne afslå at dække udgifterne, hvis den mindreårige ikke er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, f.eks. fordi den mindreårige er meddelt opholdstilladelse her i landet og dermed har lovligt ophold og ikke længere er indkvarteret på et indkvarteringssted efter reglerne i udlændingeloven.
Det er ikke et krav, at kommunen kontakter Udlændingestyrelsen, inden der træffes afgørelse. For at sikre, at den mindreårige er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, kan kommunen tage kontakt til indkvarteringsoperatøren, der kan indhente en forhåndsgodkendelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende forsørgelsesspørgsmålet.
Meddeles en uledsaget mindreårig, der er anbragt uden for indkvarteringsstedet, opholdstilladelse, gælder afgørelsen om anbringelse, indtil der efter serviceloven er truffet afgørelse om, hvorvidt anbringelsen skal opretholdes eller ophøre. Afgørelse herom skal træffes af den kommune, som pågældende er visiteret til efter integrationsloven, senest én måned efter orientering om visiteringen.