Servicelovens tilbud til personer udsat for vold i nære relationer

Her kan du læse om de sociale tilbud, herunder ophold på krisecenter, der efter servicelovens bestemmelser tilbydes personer udsat for vold i nære relationer. Det er kommunerne, der har ansvaret for disse sociale tilbud.

Tilbud om ophold på et krisecenter

Enhver kommunalbestyrelse er efter servicelovens § 109 forpligtet til at tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som har været udsat for vold i nære relationer. Personerne kan have deres børn med under opholdet. Optagelse i et krisecenter kan ske anonymt ved egen henvendelse eller efter henvisning fra offentlige myndigheder. Det er lederen af krisecentret, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

Krisecentre var indtil d. 1. juli 2024 målrettet kvinder. Med ikrafttrædelsen af Lov L 104 om ændring af lov om social service og forskellige andre love (Ligestilling af krisecentertilbud til mænd mv.) er målgruppen for krisecentre efter § 109 pr. 1. juli 2024 udvidet til at omfatte alle personer udsat for vold i nære relationer.

Tilbud om rådgivning til personer på krisecentre

Efter servicelovens § 109, stk. 8, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til personer, der tager ophold på et krisecenter.

Den indledende rådgivning skal iværksættes så tidligt som muligt, efter kommunen har modtaget orientering om optagelse i boformen, og skal introducere personen til den koordinerende rådgivning samt skabe kontakt mellem personen og en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Den koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes senest, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og den gives, indtil personen og eventuelle børn er etableret i egen bolig.

Tilbud om psykologbehandling til alle børn på krisecenter

Kommunalbestyrelsen er efter § 109, stk. 9, forpligtet til at tilbyde psykologbehandling til børn, som følger med deres forælder på krisecenter. Forpligtelsen gælder uanset opholdets varighed.

Behandlingen skal have et omfang på mindst fire timer og op til ti timer afhængig af barnets behov. Det er et krav, at behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog. Behandlingen skal iværksættes under barnets ophold på krisecenteret eller i umiddelbar forlængelse heraf. Den enkelte kommunalbestyrelse tilrettelægger selv, hvordan hjælpen skal udmøntes.

Pligten til at tilbyde psykologbehandling supplerer de øvrige forpligtelser, som kommunalbestyrelsen har i forhold til at hjælpe børn og unge med behov for særlig støtte.

Tilbud om psykologbehandling til alle personer på et krisecenter

Kommunalbestyrelsen er efter § 109, stk. 10, forpligtet til at tilbyde 10 timers psykologbehandling til personer, der får ophold på et krisecenter. Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog. Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset opholdets varighed, og tilbuddet skal iværksættes under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Det er muligt for personen at afslå tilbuddet, aftale færre timer eller afbryde forløbet, hvis dette ønskes.

Kommunernes rådgivningsforpligtelse

Alle kommuner har efter servicelovens §§ 10-12 og retssikkerhedslovens § 5 en generel rådgivningspligt, der indebærer, at kommunen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Når man henvender sig til sin kommune om hjælp, har kommunen pligt til at vurdere alle spørgsmål om hjælp i forhold til de muligheder, der findes for at give hjælp og støtte efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed og efter anden lovgivning.

Rådgivningens formål er at forebygge sociale problemer og hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. Man kan derfor bl.a. henvende sig til sin kommune for råd og vejledning i relation til ophold på krisecenter eller andre sociale problemstillinger i forbindelse med eksempelvis vold i familien.