1. Hvor kan jeg henvende mig, hvis jeg selv eller en pårørende har behov for at få bevilget en social indsats?
Bevilling af sociale indsatser efter serviceloven sker gennem din kommune på baggrund af en konkret individuel vurdering. Alle kommuner skal sørge for gratis rådgivning om en række forskellige forhold, herunder uddannelse, beskæftigelse, boformer mv. Du opfordres derfor til at rette henvendelse til din kommune.
2. Hvor kan jeg henvende mig, hvis jeg ønsker at klage over kommunens afgørelse i min sag?
Det er kommunen, som træffer afgørelse i sociale sager efter en konkret individuel vurdering. Når kommunen har truffet afgørelse i din sag, kan du klage til Ankestyrelsen, hvis du er utilfreds med afgørelsen. Du kan også klage til Ankestyrelsen, hvis kommunen ikke har overholdt de regler, der gælder for behandling af sociale sager. Du skal klage inden 4 uger efter, du har modtaget kommunens afgørelse. Når du klager over kommunens afgørelse, skal kommunen vurdere sagen igen. Du skal derfor indsende din klage direkte til kommunen.
3. Hvor kan jeg få hjælp til at finde en bolig?
Det er i udgangspunktet op til den enkelte borger selv at finde en bolig, f.eks. ved at henvende sig til ét eller flere boligselskaber. Hvis du ikke allerede er skrevet op på en venteliste i en boligorganisation, kan det derfor anbefales, at du hurtigst muligt bliver det.
Kommunen har i et vist omfang anvisningsret til almene boliger. Reglerne giver dog ikke en borger ret til at få anvist en bolig. Du opfordres til at rette henvendelse til din kommune med henblik på at modtage rådgivning ift. din boligsituation.
4. Hvor kan vi henvende os, hvis vi som organisation ønsker midler til at finansiere vores sociale indsats?
Social- og Boligministeriet uddeler ikke midler til konkrete projekter, medmindre der er indgået en konkret politisk aftale herom. I stedet udmøntes tilskud til konkrete projekter ved at udmelde ansøgningspuljer via Social- og Boligstyrelsen, som vurderer, hvilke konkrete projekter der kan få støtte. På Socialstyrelsens hjemmeside, kan I holde jer orienteret om aktuelle puljer på socialområdet.
5. Hvor kan jeg få hjælp, hvis jeg er udsat for vold i nære relationer, f.eks. af en partner?
Hvis du er udsat for vold i en nær relation, kan du og eventuelle børn søge midlertidigt ophold på et krisecenter. Optagelse kan ske anonymt ved selv at henvende sig eller ved at blive henvist af offentlige myndigheder. Det er lederen af krisecentret, der træffer afgørelse om optagelse.
Der findes også en række ambulante rådgivnings- og behandlingstilbud til personer, som er udsat for vold i nære relationer, som du kan finde på kortet her: Lev Uden Vold.
Hvis du aktuelt er udsat for vold eller føler dig utryg, kan du ringe til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888. Den er åben døgnet rundt, er gratis og anonym. Du kan læse mere om mulighederne for rådgivning på Lev Uden Volds hjemmeside
6. Hvor kan jeg få hjælp, hvis jeg har tanker om selvmord?
Hvis du går med svære tanker om livet vil ministeriet opfordre dig til at ringe til Livslinien på telefon 70 201 201, der tilbyder anonym telefonrådgivning. Livslinien har åbent alle årets dage kl. 11-05, hvor der vil sidde en frivillig rådgiver klar til at modtage dit opkald.